Foto af Christoffer Regild
Julehjælp uden julestemning
Laila Walther, formand for Socius (september 2019 – april 2021) skriver i december 2020
Vi glæder os i denne tid…og her i slutningen af et Corona år har vi særligt brug for julehygge og julestemning. Det er snart jul, en tid, hvor vi er sammen med dem vi holder mest af, en tid, hvor vi i endnu højere grad hjælper andre og en tid, hvor det at give er i højsædet. Det er en dejlig tid, en magisk tid – og i år har vi brug for julen.
Næstekærlighed er en central del af julen og det er smukt at give og at hjælpe andre. Det vil der altid være brug for. Vi bliver derfor nødt til at gøre os umage med at skabe et samfund, hvor det er færre og færre – og ikke som nu, flere og flere, der er nødt til at søge julehjælp.
Rigtig mange private organisationer samler ind til at kunne give julehjælp. Går man en tur i de store indkøbscentre, står der juletræer med hjerteskærende ønsker fra børn, der mangler det mest basale: Nadia på 14 ønsker sig et gavekort på 100kr til H og M, Aja på 3 ønsker sig strømper og tusser og papir: Dagen før juleaften deler butikkerne det ud vi andre ikke har kunnet overkomme at købe, til de der efterspørger hjælp. I år er fittnes centrene lukkede, men sidste år kunne mange af os se på køerne til mad udleveringen, mens vi selv sled lidt på vores fittnes medlemskort før julens overflod.
I år melder alle hjælpe organisationerne om stækt øget søgning. Om flere og mere fattige ansøgere. Det passer på det mønster vi har hørt, med øget ledighed, øget langtidsledighed og øget ledighed for studerende. Social- og Indenrigsministeren har sammen med et bredt politisk flertal med rettidig omhu hævet tilskuddet til julehjælp fra de sædvanlige 5 mio kr til i år at være 7,5 mio kr. De kommer hurtigt ud til de organisationer, der har kontakt med de svageste og bliver heldigvis hurtigt omsat til bare en smule mere juleglæde i familier med svære kår.
Men julehjælp giver ingen julestemning for Danmark. Det er en nødvendig hjælp for fattige familier – men det er også en udstilling. Det er skamfuldt at være tvunget til at søge velgørenhed. Og det er skamfuldt at vi som samfund ikke kan få økonomien til at hænge sammen. Særligt for familier med børn er julen bare mørkere, koldere og sværere, når man ikke engang kan give sine børn det, de andre får.
Det er al ære værd, at der er organisationer og frivillige, der bruger deres tid på at modtage ansøgninger og lave julekurve til dem der ikke har.
Men skal vi være os selv bekendt som samfund, så må vi forpligte os på at finde holdbare og bæredygtige løsninger, så der i slutningen af 2021 er færre, der er berettigede til julehjælp. Og endnu færre i 2022. Og ingen i 2023.